I slutningen af oktober 2018 fik jeg en mail fra Annemette Antonsen, studerende på Jelling Pædagog Seminarium. Hun bad om et interview til sit bachelorprojekt omhandlende

”Det pædagogiske arbejde med præmature børn i børnehaven med fokus på trivsel”.

Problemformuleringen var denne artikels titel.
Interviewet udviklede sig til at blive en historie om, hvordan begrebet ”usynlige senfølger af for tidlig fødsel” opstod, om årsagerne til disse senfølger, om børnenes behov, og om det offentlige Danmarks støtteapparat.

Tankevækkende, at der manglede hjælp fra det offentlige
Annemette skrev efter modtagelsen af svarene ovenfor bl.a.:
“Via dette interview har jeg fået gode og meget brugbare svar på de spørgsmålene. Ikke kun brugbar i den forstand, at jeg skal have det med som empiri til min bachelor. Men også til at bruge som viden i det private, da jeg selv har en fætter som er født 1,5 måned for tidligt. Og som har en række tydelige senfølger, men som er milde i den forstand, at han er rigtig velfungerende, på trods af nogle af disse senfølger.
Da jeg læste svarene, var der nogle ting, som var meget tankevækkende. Nogle ting, som jeg ikke havde forventet at få en viden om. Dette gav anledning til en række refleksioner og yderligere spørgsmål. Det første, der falder mig i øjnene, når jeg læser svarene til interviewet, er, at du fortæller, at der ikke var meget hjælp fra det offentlige, da du havde født dine tvillinger for tidligt. Jeg begynder at undre mig over, hvorfor der ikke var hjælp at hente, da jeg var af den opfattelse, at det forholdt sig modsat”.

De yderligere spørgsmål går bl.a. på:
– hvilken hjælp, der kunne have været relevant at få
– om der er mere hjælp at hente fra det offentlige i dag
– hvor vigtig kvaliteten i dagtilbud er, når man arbejder med præmature børn
– hvorfor nogle for tidligt fødte voksne ikke får den hjælp og støtte, de har brug for
– hvad man kan gøre for at bedre de vilkår

Du kan finde svar på alle spørgsmålene i interviewartiklen.