Inklusion af for tidligt fødte børn i dagtilbud

Det kan bestemt lade sig gøre at inkludere (de fleste) for tidligt fødte – men man skal vide en del om dem.

 

En case story:
Tvillingerne Maja og Bertram er født tre måneder før termin. Maja kom i respirator i 5 døgn. Først derefter så hun sin tvillingebror og mor for første gang. De var indlagt på neonatalafdelingen i to og en halv måned, hvor de kæmpede for livet.  Under indlæggelsen ’glemte’ børnene at trække vejret mange gange i døgnet, fordi det autonome nervesystem og alle organerne var umodne.  Der tilstødte lungebetændelse, infektioner og gulsot. Iltbehandling, hjælp til vejrtrækning og antibiotika via drop. Overvågning med varme elektroder på huden og via et utal af blodprøver. Over 70 forskellige mennesker behandlede, tilså og plejede Bertram og Maja, inden de blev udskrevet. Alle nætter lå børnene alene uden deres forældre. Der var ikke plads til, at mor og far kunne sove på sygehuset. De første år hjemme var Bertram og Maja utrygge. De var bange for alt nyt både mennesker, ting og steder. De blev utrygge og græd voldsomt, når der skete noget uventet. Det var svært for dem at starte i dagpleje. De græd meget og blev nemt overstimuleret. Gæstedagpleje og fællesaktiviteter var et mareridt for dem.
Mor tog orlov, og det skabte ro, struktur og forudsigelighed. Tvillingerne blev langsomt trygge og glade. Maja kunne ikke lide at få fedtede fingre eller gå med bare tæer på bløde eller våde underlag. Hun blev generet af mærker i tøjet og af bruserens stråle mod huden. Bertram kravlede med det ene ben trukket op under sig, og da han begyndte at gå og løbe, var det urytmisk. Han havde svært ved at bedømme afstand, så han snublede tit eller stødte ind i ting. Han havde en høj smertetolerance og kunne slå sig voldsomt uden at reagere på det.
Efter fire år hjemme startede Bertram og Maja i en privat børnehave. De havde det svært med adskillelsen fra mor og med alt det nye. Der var mange vikarer på grund af kronisk sygdom hos stuepædagogen. De græd hver morgen i et år. Derefter kom der stabile personaleforhold, og Bertram og Maja begyndte at trives og blomstre.

Typisk adfærd hos for tidligt fødte børn
Når et barn fødes for tidligt udsættes nervesystem/hjerne for voldsomme belastninger, fordi det forstyrres på et essentielt tidspunkt i udviklingsprocessen. Dét skaber grundlag for sansemotoriske, kognitive og følelsesmæssige følger på langt sigt. Barnet skal derfor mødes, forstås og hjælpes til en positiv udvikling, for ikke at komme ind i en ond cirkel, hvor det med tiden frustreres og stresses, får sværere ved at indgå i sociale sammenhænge og trives dårligt med sig selv og sine omgivelser.

Læs videre her.