Belønningssystemer kan gøre mere skade end gavn
Tidligere tiders børneopdragelse var baseret på straf og belønning. Den gang vidste man ikke bedre. At benytte belønningssystemer til børn er en aktuel trend, vi har adopteret fra USA, hvor man har lavet studier, der viser en positiv effekt.
Den positive effekt er synlig på den korte bane, fordi barnet ved belønning producerer de såkaldte velværehormoner, når det får en belønning. Men hvordan påvirker det barnet på længere sigt og på et dybere plan?
Når et barn får ros og belønning, aktiveres produktionen af hormonet dopamin. Barnet får en positiv følelse indeni. En følelse af at være god nok og at være dygtig. En følelse, der kan give barnet en oplevelse af at være elsket.
Men hvad føler barnet så alle de gange, det bliver irettesat og måske endda får skældud?
”Elsker de mig kun, når tingene lykkes for mig? Så er jeg altså ikke værd at elske som den, jeg er. Jeg skal gøre mig fortjent til det”.
Det betyder, at barnet godt nok får styrket sin selvtillid (når tingene lykkes), men samtidig får svækket sit selvværd. Og det er en alvorlig sag. Det kan påvirke barnets sociale liv massivt, og det kan kreere en lille perfektionist, der er afhængig af ros og belønning for at føle sig god nok.
Kognitiv adfærdsregulering eller kognitiv terapi er også hyppigt anvendt for tiden. Ingen tvivl om, at det er godt at blive bevidst om sin adfærd og dens konsekvenser og at finde mere hensigtsmæssige udtryk for sine følelser. Men når et barn har forstyrrelser i nervesystemets udvikling, vil det meget nemt komme til at reagere impulsivt, når det føler frustration, afmagt, vrede osv. Det er i sine følelsers vold. Og det er der en neurologisk forklaring på.
Forsøger vi at regulere et barns adfærd uden at medtænke dets neurologiske og emotionelle forudsætninger, risikerer vi meget nemt, at barnets oplevelse bliver:
”Er det forkert at føle, som jeg gør? Er jeg forkert og ikke god nok? Kan de voksne ikke se, at mine reaktioner er et råb om hjælp? At der er en masse, der er svært for mig? Og at jeg er presset og derfor reagerer, som jeg gør?”.
Et barns adfærd er altid begrundet i nogle bagvedliggende forhold, som vi må finde frem til og derefter afhjælpe. Måske kan barnet ikke sidde stille, koncentrere sig, håndtere skift mellem aktiviteter, fornemme andres grænser og styre sine impulser og reaktioner i skolen, fordi det har forstyrrelser i den sansemotoriske og neurologiske udvikling.
Så er det ikke hensigtsmæssigt at irettesætte og med udsigt til en belønning stille krav om, at barnet skal kunne det eller øve sig på det. For de grundlæggende forudsætninger mangler. Derfor er det dem, der må tages fat i, så barnet ikke skal kæmpe så meget.
Læs hele artiklen her
for at få dybere forklaringer og et indblik i, hvad du kan gøre i stedet for at anvende belønningssystemer.
Jeg hjælper gerne med at afhjælpe de bagvedliggende årsager.
En del af indsatsen består af vejledning i pædagogik og samspil – uden brug af belønningssystemer 🙂
Kontakt mig her.